13/06-18 12:03

Oplev dansk natur der er enestående på verdensplanOplev dansk natur der er enestående på verdensplan

Danmark kan byde på natur, der ikke findes andre steder i verden. Her kan du se spor fra istiden eller opleve enorme fugletræk.

storybild

København. Drømmer I om storslåede og unikke naturoplevelser, så kræver det faktisk ikke en flytur til den anden side af kloden.

For inden for de danske grænser kan man finde natur, der ikke findes andre steder i verden.

Lars Bendix Poulsen fra Naturstyrelsen har udpeget tre danske naturperler, som er unikke på verdensplan.

1) Verdens største samling af atlantiske klitheder

Havde det ikke været for os mennesker, ville Danmark nok primært være et land bestående af skov - bortset fra nogle højmoser og så klitheder ude langs Vestkysten.

Men i Nationalpark Thy kan man stadig opleve den oprindelige natur i form af de tilbageværende klitheder.

Landskabet er præget af de store naturkræfter i mødet med blæst, sand og Vesterhavet, og det har også stor betydning for områdets dyreliv.

- Det betyder noget for de dyr og planter, der er tilpasset at leve her. De har været her siden få hundrede eller tusind år efter istiden, fortæller Else Østergaard Andersen, som er leder af Nationalpark Thy.

Her kan man blandt andet opleve de store ynglebestande af traner, plukke sortebær, se sommerfuglen ensianblåfugl, og i efteråret kan man høre krondyrene brøle.

Går man langs en af vandrestierne, kan man gå en 20 kilometer lang tur nærmest uden at møde andre, fortæller Else Østergaard Andersen.

- Man kan se, hvordan landskabet er formet af havet og blæsten. Klitter er typisk ude ved kysten, men her kan man faktisk se klitter fem-ti kilometer inde i landet, fordi blæsten har rokeret rundt med sandet i så mange år, siger hun.

2) Druknet ølandskab

Et af verdens største druknede ølandskaber finder man i Det Sydfynske Øhav og Lollands øhav. Her kan man få store oplevelser både over og under havets overflade.

Hvad et druknet ølandskab helt præcis er, kan kystmorfolog Merete Binderup, seniorforsker ved GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, fortælle.

Hun forklarer, at Danmark - særligt den nordøstlige del - under istiden blev trykket ned af store ismasser. Da isen smeltede, løb alt det vand ud i havet, som dermed steg. Og uden det tykke islag på toppen af Danmark blev landet lettet og begyndte at hæve sig igen.

I Det Sydfynske Øhav og Lollands øhav er havet dog steget mere, end landet eventuelt har hævet sig, og det har gjort landskabet unikt.

- Derfor er landet blevet oversvømmet dernede. Fordi det var et meget bakket landskab, som isen havde efterladt sig, så er det kun bakketoppene, der ligger tilbage, fortæller Merete Binderup.

Bakketoppene er det, man nu kan opleve som øer i det druknede landskab. Det gælder de mange øer i Det Sydfynske Øhav og øer som Femø og Fejø i Lollands øhav.

Er man dykker, kan man hoppe i vandet ved Det Sydfynske Øhav og finde omkring 60 kendte stenalderbopladser fra jægerstenalderens Ertebøllekultur.

Over havets overflade er der også smukke naturoplevelser. I Det Sydfynske Øhav er der repræsenteret stort set alle typer af odder og drag. Et drag er, når to øer er blevet forbundet af strandvolde som eksempelvis Avernakø.

Den lange Knudshoved Odde på Sjællands sydspids har også været en række øer, som over tid er blevet forbundet til én lang odde.

3) Et af verdens mest produktive naturområder

Fra Esbjerg i nord til hollandske Den Helder i syd strækker Vadehavet sig - som har gjort sig fortjent til en plads på Unescos verdensarvsliste.

Her finder man et ekstremt produktivt naturområde - og et særligt dyreliv, der bliver tiltrukket af forholdene.

To gange i døgnet bliver området oversvømmet af tidevandet, og to gange i døgnet bliver der tørt over store områder. Det åbner for et fantastisk spisekammer af orme, snegle, muslinger og rejer.

Derfor er Vadehavet et poplært sted, når de over ti millioner trækfugle lægger vejen forbi på den østatlantiske trækrute - fra Sydafrika til Østgrønland og op til Nordsibirien.

- Det er en lang vej at rejse som fugl, og derfor skal der gerne være nogle restauranter at spise ved på vejen. Og Vadehavet er en meget stor spiserestaurant, siger Søren Vinding, som sidder i nationalparkrådet for Nationalpark Vadehavet og er stifter af foreningen FanøNatur.

Ved Vadehavet kan man opleve de store bestande, når de holder hvil på deres trækrute - særligt i foråret samt i sensommeren og efteråret.

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Jens Rohde: 'Mette Frederiksen er naiv'
bt.dk
Derfor er metroen så ULIDELIG varm
bt.dk
Video viser grusomt sexovergreb på...
bt.dk
Champions League øger puljen markant:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx