Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Fransk VM-guldvinder forlænger med PSG på sin fødselsdag
Presnel Kimpembe forlængede på sin 23-års fødselsdag kontrakten med de franske mestre frem til 2023.

Presnel Kimpembe, der her ses i kampen mod Danmark ved VM, har forlænget sin kontrakt med Paris Saint-Germain frem til sommeren 2023. Jewel Samad/Ritzau Scanpix
Paris. Fodboldklubben Paris Saint-Germain har mandag forlænget kontrakten med forsvareren Presnel Kimpembe, så den løber frem til sommeren 2023.
Det meddeler det franske mesterhold på Twitter.
Der er tale om en toårig forlængelse af Presnel Kimpembes tidligere kontrakt, der løb frem til sommeren 2021.
Mandagens kontraktforlængelse blev offentliggjort på spillerens 23-års fødselsdag.
Presnel Kimpembe var med i Frankrigs trup ved VM tidligere i sommer, hvor franskmændene vandt guld.
Han fik spilletid i én kamp ved VM, 0-0-kampen mod Danmark i Moskva i gruppespillet.
Her var Paris Saint-Germain-spilleren til gengæld med i hele kampen.
Frankrigs sparede i kampen mod Danmark adskillige stamspillere, fordi det franske hold allerede havde sikret avancement til ottendedelsfinalerne før kampen.
Midterforsvareren har i alt spillet tre landskampe for Frankrig.
/ritzau/